Venøs tromboembolisk sygdom – et tilbageblik og nye udfordringer

Jørn Dalsgaard Nielsen | Mar 2020 | Almen praksis | Apoteket |

Jørn Dalsgaard Nielsen
overlæge,
Videncenter for Antikoagulant Behandling,
Hjerteafdelingen,
Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler

Ved undersøgelse har man tidligere brugt flebografi og lungescintigrafi til påvisning af henholdsvis dyb venetrombose (DVT) og lungeemboli (LE), men det er nu afløst af henholdsvis ultralydsscanning og CT-angiografi. Inden visitation til billeddiagnostik bør man vurdere sandsynligheden for venøs tromboemboli (VTE) ved hjælp af kliniske scoringssystemer og bestemmelse af D-dimer. Uprovokeret VTE er ofte en kronisk lidelse med høj risiko for tilbagefald, medmindre der gives permanent tromboseprofylakse. Hvis VTE er provokeret af kirurgi eller anden kraftig provokation, er AK-behandling i tre måneder som regel tilstrækkeligt. AK-behandling giver øget risiko for blødninger, og permanent tromboseprofylakse bør derfor kun anbefales, hvis tromboserisikoen skønnes at være højere end risikoen for blødningskomplikationer. Fremover vil vi derfor tilstræbe mere sikre vurderinger med hensyn til, om en patient skal have temporær behandling eller livslang tromboseprofylakse. Meget har ændret sig de seneste årtier hvad angår undersøgelse og behandling af dyb venetrombose (DVT) og lungeemboli (LE). Tidligere var flebografi og lungescintigrafi de foretrukne metoder til påvisning af sygdommene. Flebografi er helt forladt til fordel for ultralydsscanning, og til påvisning af lungeemboli er CT-angiografi nu den foretrukne metode. Desuden har vi fået værktøjer til at vurdere sandsynligheden for venøs tromboemboli (VTE) i form af kliniske scoringssystemer suppleret med bestemmelse af D-dimer. De hyppigst anvendte scoringssystemer til klinisk vurdering af sandsynligheden for, at en patient har VTE, er Wells’ scoringssystemer for henholdsvis DVT og LE (figur 1). Ved lav-intermediær klinisk sandsynlighed for VTE kan man med normalt resultat af D-dimer udelukke VTE med god sikkerhed. Ved normal D-dimer forstås et resultat <0,5 FEU/l for patienter op til 50 år. Hvis patienten er over 50 år, anses D-dimer for normal, hvis resultatet er <(patientens alder)/100 FEU/l. Ved høj klinisk sandsynlighed er den negative prædiktive værdi af D-dimer lavere, og patienten bør i de tilfælde altid få foretaget billeddiagnostik til be- eller...