Personlig medicin – status og muligheder inden for inflammatoriske hudsygdomme

Thomas Litman | Sep 2020 | Almen praksis | Dermatologi |

Thomas Litman
professor,
LEO Pharma A/S & ISIM,
Københavns Universitet

Inflammatoriske hudsygdomme behandles i dag generelt med binyrebarkhormon-creme, ofte med god effekt. Der er alligevel behov for personlig medicin og målrettet terapi grundet ofte meget forskellige sygdomsforløb, behandlingsrespons og komplikationer. Kroniske, inflammatoriske hudsygdomme som psoriasis og atopisk eksem behandles i dag typisk lokalt med binyrebarkhormoncreme, og ofte med overbevisende antiinflammatorisk effekt med hurtig lindring af kløe og udslæt. Men når nu der er en så effektiv, universel og billig behandling, hvor ”one size fits all” faktisk ser ud til at gælde – er der så overhovedet behov for personlig medicin og målrettet terapi? Man kan endda hævde, at lokalsteroidbehandling ér målrettet mod glukokortikoid-receptoren med deraf følgende aktivering af en række antiinflammatoriske proteiner. Og det forklarer – eftersom glukokortikoid-receptoren er udtrykt i de fleste celler – både den stærke antiinflammatoriske effekt og bivirkningsprofilen, især ved lang tids brug af stærke lokalsteroider, hvor der både ses hud-atrofi og systemiske bivirkninger som følge af absorption gennem huden. Derfor, og fordi ikke alle patienter – især dem med alvorlig og udbredt sygdom – responderer på steroidbehandling, er der stadig brug for bedre og mere målrettet medicin. Og da de to mest udbredte inflammatoriske hudsygdomme, psoriasis og atopisk eksem, begge har en kompleks, multifaktoriel patogenese og et bredt spektrum af kliniske manifestationer, som afspejler forskellige endotyper, gør det dem til oplagte kandidater for personlig og targeteret medicin.1 Hvordan? Vi forestiller os gerne, at hvis vi kan forstå en sygdoms underliggende molekylære patofysiologi, kan vi også identificere relevante signalveje og mål for behandling. Eller endnu bedre: Vi kan sætte ind med forebyggende behandling, inden sygdommen har manifesteret sig. En sådan molekylær forståelse kan i dag tilnærmelsesvis opnås ved hjælp af forskellige ”-omics”-teknologier, der muliggør analyse af genom- (DNA), transkriptom- (RNA), epigenom- (DNA-methylering, histon-modificering, ikke-kodende RNA), proteom- (proteiner), metabolom- (metabolitter) og mikrobiom- (bakterier og virus) data. For...