Skip to Content

Spiseforstyrrelser er langt mere end mad, vægt og udseende

Spiseforstyrrelse er en kompleks psykisk lidelse med alvorlige konsekvenser for både den enkelte og de pårørende. I forbindelse med udgivelsen af ’Spiseforstyrrelser – viden, behandling og debat’ fortæller forfatterne Lene Kiib Hecht og Birgitte Hartvig Schousboe om udviklingen på området og om udfordringerne ved at forstå og behandle spiseforstyrrelser.

I 2012 udgav Lene Kiib Hecht og Birgitte Hartvig Schousboe bogen ’Spiseforstyrrelser – symptomer, årsager og behandling’1 i samarbejde med Psykiatrifonden. Da bogen senere blev udsolgt fra forlaget, blev forfatterne spurgt, om de ville revidere og opdatere udgivelsen. Det blev til bogen ’Spiseforstyrrelser – viden, behandling og debat’2, som udkom på Akademisk Forlag i april 2026.

Den nye bog tager afsæt i den udvikling, der har præget området de seneste år, hvor forståelsen af spiseforstyrrelser er blevet mere nuanceret, og nye problemstillinger som sociale medier, ARFID og træningsafhængighed har fået større opmærksomhed. I dette interview fortæller de to forfattere om baggrunden for den nye udgivelse, de største udfordringer i behandlingen af spiseforstyrrelser og behovet for at se mennesket bag diagnosen.

Hvorfor er det vigtigt at udgive en opdateret bog om spiseforstyrrelser netop nu?

Birgitte Hartvig Schousboe: Det er netop nu, fordi der er nogle nye strømninger, som vi har med i bogen, blandt andet omkring sociale medier, selvskade og sammenfaldet mellem spiseforstyrrelser og udviklingsforstyrrelser – herunder den relativt nye diagnose ARFID, som også har været meget omtalt de senere år, men som man endnu ikke behandler i det offentlige i Danmark, bortset fra på Bispebjerg Hospital. Så der er nogle særlige temaer omkring kerneemnet spiseforstyrrelser, som gør, at der er behov for en ny bog på det her tidspunkt.

Vi har også valgt at lave en debatdel, som tager nogle tilgrænsende områder med, og som kan være med til at nuancere de her emner frem for blot at dykke ned i symptomer og diagnosekriterier. Debatafsnittene skal belyse spiseforstyrrelser i sammenhæng med andre vigtige emner som unge og trivsel, eliteidræt og sociale medier.Med bogens opbygning forsøger vi at ramme en bred målgruppe med forskellig viden om og erfaring med spiseforstyrrelser. Bogens første del henvender sig derfor til dem, der har brug for en grundig indføring i, hvad spiseforstyrrelser er, hvorimod anden del henvender sig til dem, der har beskæftiget sig med feltet i mange år.

Hvad oplever I som de største udfordringer i behandlingen af patienter med spiseforstyrrelser?

Lene Kiib Hecht: Noget af det svære ved spiseforstyrrelser er, at der ikke findes én behandling, der passer til alle. Derfor er det afgørende at differentiere den enkelte patient og finde ud af, hvilken problemstilling vedkommende kommer med. Vi kalder det en vurdering af sygdomsgrad og behandlingsbehov.

Man skal både undersøge, hvor belastet personen er af sin spiseforstyrrelse, og hvilken type spiseforstyrrelse der er tale om. Det er også vigtigt at afklare, om personen udviser det, vi kalder risikoadfærd, som kan gøre det nødvendigt at inddrage de voksne omkring børn og unge, for eksempel forældre eller skole. Samtidig kan det være nødvendigt at se på de omgivelser og den kultur, personen med spiseforstyrrelse er en del af. Når man har afdækket symptombilledet og historikken bag spiseforstyrrelsen, er det vigtigt at afgøre, hvilken type behandling der passer. Skal det være ambulant behandling, dagbehandling eller døgnbehandling, og skal den foregå i kommunalt, regionalt eller privat regi? Er der andre tilstødende problemstillinger eller diagnoser, der skal tages højde for? 

Fordi spiseforstyrrelser er et komplekst felt, er det svært at pege på én enkelt udfordring. Man er nødt til at tage udgangspunkt i individet og belastningsgraden for at kunne vurdere, hvad der er den største udfordring i den enkelte case og derefter fastslå behandlingsbehovet.

Vi ser i høj grad spiseforstyrrelser som et forstyrret forhold til krop, mad og spisning. Det er en psykisk lidelse, der kommer til udtryk gennem adfærd relateret til mad, vægt, krop og udseende. Samtidig kan den have alvorlige fysiske konsekvenser. Derfor er spiseforstyrrelser blandt de mest komplekse psykiske lidelser at behandle, fordi behandlingen skal være flersporet og rette sig mod både de psykiske og de fysiologiske aspekter.

Birgitte Hartvig Schousboe: Jeg synes også det er vigtigt at pointere, at det er et speciale, der kræver meget erfaring. Jeg synes desværre ofte, at vi støder på behandlere, for eksempel psykoterapeuter eller privatpraktiserende psykologer, der tænker: ”Hvor er det spændende, det vil jeg gerne prøve at behandle”, men som ikke altid har de nødvendige kvalifikationer til at gøre det.  

Mange forbinder stadig spiseforstyrrelser med anoreksi hos unge kvinder. Hvordan har billedet af patienter med spiseforstyrrelser ændret sig?

Lene Kiib Hecht: Det er stadig manges opfattelse, at en spiseforstyrrelse har et meget tydeligt fysisk udtryk, fordi den spiseforstyrrede er meget tynd. Men det er vigtigt at forstå, at det langt fra altid er tilfældet. Hos langt de fleste med spiseforstyrrelser kan man faktisk slet ikke se det. Mange går rundt med en skjult lidelse, som i højere grad kommer til udtryk som psykisk mistrivsel og som skjulte fysiske symptomer end som udseende.

Derfor er observation af adfærd afgørende for at kunne opdage en spiseforstyrrelse. Det kan for eksempel være undgåelsesadfærd i forbindelse med måltider eller en tendens til at trække sig fra sociale sammenhænge, hvor mad indgår. Omvendt kan det også komme til udtryk ved et meget stort fokus på mad og krop og måske et behov for hele tiden at tale om det.

Der er helt sikkert sket en udvikling i vores viden om de mange forskellige former for spiseforstyrrelser. Selvom overspisning, underspisning og kompenserende adfærd altid har eksisteret, har vi i dag langt mere viden om spiseforstyrrelsesadfærd og kan knytte adfærden til specifikke former for spiseforstyrrelser.

Samtidig er den generelle viden om lidelser som anoreksi, bulimi og tvangsoverspisning, også kaldet Binge Eating Disorder (BED), blevet større. Spiseforstyrrelser er mangfoldige, og der findes ikke én rigtig eller forkert måde at have en spiseforstyrrelse på. Heller ikke én form, som nødvendigvis er mere alvorlig end andre. Det kan være alvorligt at være meget undervægtig, men det kan også være alvorligt at leve med en skjult psykisk lidelse.

Spiseforstyrrelser fungerer ofte som en form for stressventil og kan være et udtryk for, at noget er galt indeni. Derfor er man nødt til både at se på adfærden og den psykiske trivsel. Spiseadfærd kan nemlig bruges som en måde at håndtere svære tanker og følelser på. 

Hvis du for eksempel spiser meget sundt og træner meget, vil det umiddelbart blive opfattet som et udtryk for, at du går op i din krop og din sundhed. Men hvis du bruger 80% af dine tanker på det og det er stærkt begrænsende i dit sociale liv, er tvangstankerne formentlig et udtryk for en spiseforstyrrelse.

Bogen lægger stor vægt på tværfaglig behandling. Hvorfor er samarbejdet mellem forskellige faggrupper afgørende på området?

Birgitte Hartvig Schousboe: Vi taler ofte om vigtigheden af tværfaglig behandling, fordi forskningen peger på det og Sundhedsstyrelsen anbefaler det. Men det handler i høj grad også om alvorligheden og kompleksiteten ved spiseforstyrrelser. Et tværfagligt samarbejde er nødvendigt for ikke at overse vigtige aspekter af sygdommen.

Når man arbejder med adfærdsændringer, er der mange ting i spil. Derfor er det sjældent nok alene at fokusere på de bagvedliggende psykologiske årsager til spiseforstyrrelsen. Man må også inddrage den ernæringsmæssige indsats, som diætisten bidrager med, og i nogle tilfælde andre specialister afhængigt af, hvordan spiseforstyrrelsen kommer til udtryk.

Lene Kiib Hecht: I behandlingen af personer med spiseforstyrrelser læner man sig hele tiden op ad andre faggruppers observationer og vurderinger. På den måde kan man sikre, at de forskellige udfordringer bliver håndteret i netop det faglige rum, som er kvalificeret til det. 

Birgitte Hartvig Schousboe: Når vi taler om tværfaglig behandling af spiseforstyrrelser, handler det også om det sociale spor og om at forstå spiseforstyrrelsens betydning for relationer til andre mennesker. Det gælder både relationer til familie og venner, men også til kolleger på arbejdspladsen eller medstuderende. Derfor er det vigtigt at se på hele menneskets situation og ikke kun på symptomerne.

I beskriver nyere problematikker som ortoreksi og træningsafhængighed. Oplever I, at forståelsen af spiseforstyrrelser er ved at ændre sig?

Birgitte Hartvig Schousboe: Der sker hele tiden ændringer i opfattelsen af, hvad spiseforstyrrelser er, og hvordan de forskellige former for lidelse bliver opfattet. Ortoreksi, som er kendetegnet ved et overdrevent fokus på sund livsstil, der samtidig påvirker livskvaliteten negativt, er et godt eksempel. Vi oplever, at flere henvender sig og fortæller, at de har ortoreksi, men hvor der i virkeligheden kan være tale om anoreksi. Fordi et stærkt fokus på sundhed ofte er socialt accepteret, bliver adfærden ikke nødvendigvis opfattet som en psykisk lidelse på samme måde som ved andre former for spiseforstyrrelse. På den måde ser vi et skift, hvor nogle former for ekstrem adfærd kan anses som sunde, selvom der reelt er tale om en spiseforstyrrelse.

Lene Kiib Hecht: Træningsafhængighed er noget, vi stadig har svært ved at få differentieret, selvom vi har arbejdet med området i mere end et årti. Fysisk aktivitet og ekstremsport fylder meget i samfundet, og der tales ofte om den ”rigtige måde” at træne på. Der er skrevet og forsket meget i træningsafhængighed inden for elitesport, men forekomsten er faktisk højere blandt amatører end blandt eliteudøvere. Derfor findes der også mange mennesker i almindelige træningsmiljøer, for eksempel fitnesscentre og triatlonklubber, som går rundt med en træningsafhængighed.

Hvordan påvirker sociale medier, præstationskultur og sundhedsidealer de patienter, I møder i dag?

Lene Kiib Hecht: Sociale medier og sundhedsidealer påvirker personer med spiseforstyrrelser enormt meget. Sundhed fylder meget på sociale medier, men der bliver desværre ikke talt lige så åbent om, hvordan indholdet påvirker dem, der ser det. Børn og unge begynder ofte først at reflektere over det, når en voksen spørger ind til, hvad de møder i deres algoritmer, og hvordan det får dem til at føle. Da en stor del af livet leves digitalt, kan usunde normer og idealer let blive forstærket på sociale medier, og alle kan udtale sig om sundhed, hvilket kan gøre det svært at gennemskue, hvad der er reel sundhedsviden.

I mit faglige arbejde bruger jeg derfor meget tid på at rette fejl og slette myter om sundhed. Jeg tager altid udgangspunkt i kroppens fysiologi og forklarer, hvordan kroppen fungerer, og hvad den har brug for. Nogle gange drømmer jeg om, at hvis jeg skulle vælge karriere i dag, ville jeg blive politiker og indføre almen ernæringslære på 4, klassetrin i den danske folkeskole, for børn og unge (og deres forældre i øvrigt) mangler grundlæggende viden om kroppens behov og funktioner.

Birgitte Hartvig Schousboe: På sociale medier fylder forestillingen om at se ud og leve på den "rigtige" måde meget. Det handler både om udseende, for eksempel ved at dreje sin krop på en bestemt måde på billeder eller ved at få sine læber til at se større ud med et filter, men også om at spise og træne på bestemte måder. Det er risikoadfærd, der kan udløse spiseforstyrrelser hos personer, der er disponeret for det.

Lene Kiib Hecht: En del af løsningen er at have gode rollemodeller, som viser, at man ikke behøver at være perfekt. Derudover skal vi turde tale om emnet og skabe flere nuancer i debatten, blandt andet i skolerne. Forældre, lærere og pædagoger spiller en vigtig rolle i at formidle, at kroppe ser forskellige ud, og at sundhed ikke er det samme for alle. Mange voksne har været bange for at tale om spiseforstyrrelser med deres børn og unge af frygt for at gøre situationen værre, men det er vigtigt, at vi tør tage samtalen og understrege, at det er helt naturligt at se forskellig ud.

Hvad håber I, at læserne tager med sig fra bogen?

Birgitte Hartvig Schousboe: Jeg håber, at læserne får et mere nuanceret billede af, hvad spiseforstyrrelser er. Det er diagnoser, der kan komme til udtryk på mange forskellige måder og som har snitflader til en række andre områder, særligt inden for psykiske lidelser, som man er nødt til at forholde sig til. Vi håber også at kunne bidrage til en mere nuanceret sprogbrug om spiseforstyrrelser og et mere respektfuldt syn på mennesker, der lever med det. Det er vigtigt at se mennesket bag lidelsen og ikke kun fokusere på symptomer og diagnosekriterier.

Lene Kiib Hecht: Vi håber også at vise, at spiseforstyrrelser ofte fungerer som en stressventil og et udtryk for, at der ligger andre problemstillinger bag. Det er en psykisk lidelse, som kan få både fysiologiske og sociale konsekvenser, og derfor kræver den en flersporet indsats. Samtidig kan forældre, venner og andre nære relationer gøre en stor forskel. De kan være gode rollemodeller og støtte den spiseforstyrrede ved at vise, at der ikke findes én rigtig måde at se ud eller være på.

    1. Hecht, L. K., & Schousboe, B. H. (2012). Spiseforstyrrelser: Symptomer, årsager og behandling. Psykiatrifondens Forlag.
    2. Hecht, L. K., & Schousboe, B. H. (Red.). (2026). Spiseforstyrrelser: Viden, behandling og debat. Akademisk Forlag.

Brænder du for at skrive?

Vil du gerne dele din forskning eller dine kliniske erfaringer med dine kollegaer inden for netop dit speciale? Har du en ide til en artikel, som du gerne vil udgive hos os? Send redaktionen en mail på redaktion@bpno.dk

Send mail til redaktionen
Back to top