Skip to Content

Vores hjerner er forskellige – og hvad det betyder for livet

Neurodiversitet er et sprog for den naturlige variation i vores hjerner - ikke et alternativ til diagnoser. I denne interviewartikel argumenterer psykologerne Anne-Mette Lange og Louise Meldgaard Bruun for, at "one size fits all"-tilgangen betyder, at alt for mange ikke får mulighed for at udfolde deres styrker. Det ses tydeligst hos børn og unge med ADHD, hvor 55% ikke opnår folkeskolens afgangseksamen i dansk og engelsk.

Menneskers hjerner varierer naturligt. Vi adskiller os blandt andet i vores opmærksomhed, sprog, planlægning, følelsesregulering og sociale forståelse. Denne variation kaldes neurodiversitet og er et grundlæggende menneskeligt vilkår.

Neurodiversitet handler om den naturlige variation i menneskers måde at fungere på. Denne variation er ikke i sig selv et problem, men den får betydning i mødet med de rammer og forventninger, vi møder i skolen, på uddannelsen, på arbejdspladsen og i samfundet. De samme omgivelser påvirker os alle, men ikke alle på samme måde.

Med udgangspunkt i at hjernens neurodiversitet, ligesom biodiversiteten i naturen, er et grundlæggende vilkår har Anne-Mette Lange, klinisk børne- og ungepsykolog og seniorforsker ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital i Skejby, og Louise Meldgaard Bruun, specialpsykolog i psykiatri, skrevet bogen ”Guiden til neurodiversitet”, udgivet af Dansk Psykologisk Forlag. Her beskriver de hjernen som et spektrum af forskellige karakteristika fra person til person, som vi er nødt til at anerkende og forholde os til for at give alle et godt grundlag for et godt liv.

BestPractice Nordic har interviewet Anne-Mette Lange og Louise Meldgaard Bruun med afsæt i bogen, deres forståelse af neurodiversitet og de mange ydre faktorer, der påvirker vores hjerner - som for nogle har større konsekvenser end for andre.


Når man generelt taler om hjerners forskellighed, er der primært fokus på intelligens, men I har et bredere fokus og en bredere forståelse i jeres bog?

Louise Meldgaard Bruun:

Vi har et bredere fokus, fordi vores hjerner er lige så forskellige som for eksempel vores udseende, højde og øjenfarve. I forhold til hjernen er der en række faktorer og nuancer, der tilsammen bygger vores mentale setup.Ser vi på sprog og opmærksomhed, varierer evnen til at udtrykke sig, være detaljefokuseret eller til at danne overblik fra person til person. Men selv et vældig begavet menneske kan være stækket, hvis rammerne omkring vedkommende - skolen, opgaverne, arbejdspladsen - ikke er indrettet til at rumme forskelligheden. Det er ikke nok at forstå den enkeltes evner isoleret, fordi de samlede færdigheder vil afhænge af evnerne i samspil og det miljø, de skal foldes ud i. 

Neurodiversitet er et grundlæggende menneskeligt vilkår. Vi har alle forskellige styrker og udfordringer, fordi vores hjerner fungerer forskelligt.

Hvordan forstår I begrebet neurodiversitet, og hvordan skelner I mellem neurotypisk og neurodivergent?

Anne-Mette Lange:

Det er et vigtigt spørgsmål, fordi neurodiversitet og neurodivergens ofte bliver brugt som synonymer, selv om de beskriver forskellige ting.

Neurodiversitet er et grundlæggende menneskeligt vilkår. Vi har alle forskellige styrker og udfordringer, fordi vores hjerner fungerer forskelligt. Det er en naturlig variation på linje med andre biologiske forskelle mellem mennesker. Inden for denne naturlige variation taler vi om neurodivergens. Vi ser ikke neurodivergens som en skarpt afgrænset kategori, men som en del af et kontinuum. De træk, vi forbinder med neurodivergens, findes hos os alle i større eller mindre grad. For nogle er de så udtalte, at mange af de rammer og forventninger, samfundet bygger på, ikke passer til den måde, deres hjerne fungerer på. Det kan skabe barrierer for deltagelse i uddannelse, arbejdsliv og fællesskaber.

Det leder naturligt til spørgsmålet om, hvem der er neurotypisk. Hvis neurotypisk betyder, at man er gennemsnitlig på alle områder, findes den person ikke. Derfor anvender vi ikke begrebet i bogen. Vi mener, det er misvisende, fordi det skaber en forestilling om, at mennesker kan opdeles i en normal og en afvigende gruppe. Vores udgangspunkt er, at hjerners måde at fungere på varierer langs et spektrum uden et skarpt skel mellem "typisk" og "atypisk"

Det anslås, at omkring 15-20 % af befolkningen er neurodivergente, inkl. mennesker med ADHD, autisme, sprogforstyrrelser, ordblindhed. Det understreger, at vi ikke taler om en lille undtagelsesgruppe, men om en betydelig del af befolkningen. Derfor er det afgørende, at vores skoler, uddannelser og arbejdspladser tager højde for den naturlige variation i menneskers måde at tænke, lære og fungere, så neurodivergente får bedre mulighed for at deltage på lige fod med andre

I har været lidt inde på det, men på hvilke områder viser vores hjerners forskellighed sig?

Louise Meldgaard Bruun:

Hjerners forskellighed viser sig på mange områder. Intelligens er én del af billedet, men vores måde at fungere på afhænger også af blandt andet opmærksomhed, eksekutive funktioner, sprog og følelsesregulering.

Opmærksomhed er et godt eksempel. Nogle kan fastholde et intenst fokus i lang tid, mens andre lettere bliver afledt eller har svært ved at regulere deres opmærksomhed, særligt når omgivelserne er præget af mange indtryk eller høje krav.

Vi ser også stor variation i de eksekutive funktioner – altså de funktioner, der hjælper os med at planlægge, organisere, komme i gang med opgaver, holde informationer i arbejdshukommelsen og bevare overblikket. De har stor betydning for, hvordan vi fungerer i skole, uddannelse og arbejdsliv.

Et andet vigtigt område er sproget. Nogle har let ved at formulere sig mundtligt og skriftligt, mens andre har vanskeligheder med sproget, men måske udtrykker deres tanker og idéer på andre måder.

Det er netop samspillet mellem disse funktioner, der betyder, at mennesker kan have meget forskellige styrker og udfordringer. Derfor er det vigtigt at se bredere på den måde, hjernen fungerer på, hvis vi vil forstå, hvorfor mennesker lærer, arbejder og trives forskelligt.

Der er periodevis debat om ADHD-diagnosen, ligesom der har været om depression og stress. Hvordan ser I ADHD-diagnosen i forhold til normalitetsbegrebet og hjernens diversitet?

Anne-Mette Lange:

Neurodiversitetsperspektivet peger på, at menneskers hjerner varierer naturligt. For nogle er forskellene så udtalte, at de medfører betydelige funktionsvanskeligheder og kan føre til en ADHD-diagnose.

Ligesom ved en lang række fysiske forskelle og somatiske sygdomme er det samspillet mellem biologiske forudsætninger og miljømæssige faktorer, der har betydning for, hvordan vanskeligheder udvikler sig og kommer til udtryk. De krav og rammer, vi møder i skole, uddannelse og arbejdsliv, har derfor stor betydning for, hvor store konsekvenser vanskelighederne får for den enkelte.

Når kravene overstiger den enkeltes forudsætninger for eksempelvis at regulere opmærksomhed, planlægge eller skabe overblik, øges risikoen for alvorlige konsekvenser. Det kan føre til vanskeligheder med uddannelse og arbejdsliv og øge risikoen for følgeproblemer som angst og depression.

Neurodiversitetsperspektivet flytter derfor fokus fra alene at spørge, hvad der er vanskeligt hos den enkelte, til at spørge, om de rammer og krav, vi har indrettet vores samfund efter, passer til den naturlige variation i menneskers måde at fungere på.

Er det nødvendigt at stille diagnoser som for eksempel ADHD og depression?

Louise Meldgaard Bruun:

Ja, det er nødvendigt med diagnoser. Diagnoser er et klinisk redskab til at identificere, når variationen i menneskers måde at fungere på er forbundet med så betydelige vanskeligheder, at der er behov for behandling eller støtte. Det er vigtigt for os at pointere, at når vi i bogen introducerer neurodiversitetsperspektivet, er det ikke fordi, vi er på en antipsykiatrisk mission. Vi ser det som et sprog, der giver en forståelse, som supplerer den diagnostiske forståelse, der fortsat har en meget vigtig plads. Vi ved i dag, at der er nogle faktorer, der gør det enkelte menneske sårbart og som øger risikoen for ADHD, angst, depression og psykose. Når for eksempel ADHD medfører en systematisk funktionsnedsættelse, og mennesket ikke kan fungere i dagligdagen, er det relevant at stille en diagnose.

Det har aldrig været meningen, at diagnoser skal bruges eller være et debatemne uden for sundhedssystemet, hvor det er et arbejdsredskab til at finde den bedste behandling og støtte. Det sprog og den forståelse der præsenteres i vores bog kan forhåbentlig gøre det nemmere at tale om vores hjerners forskellighed uden for sundhedssystemet. 

Hvis vi i stedet taler om hjerners forskellighed, ligger det ligefor at tale om, hvordan vi tilrettelægger læringssituationer på uddannelsesinstitutioner, og opgaveløsning hjemme og på arbejdspladser, så de passer de forskellige hjerner, vi har. Vi har alle nogle træk, der påvirker os i forskellige rammer og situationer, men for nogle er det af et omfang, der giver dem store vanskeligheder i dagligdagen.

Hvordan giver vi vores forskellige hjerner de bedste betingelser for at trives i samfundet? 

Anne-Mette Lange:

Det er vores mission at gøre sproget om neurodiversitet tilgængeligt for alle. Vi håber, at bogen kan bidrage til en større forståelse af, at hjerners forskellighed er et grundlæggende menneskeligt vilkår – ligesom vi uden videre accepterer, at mennesker er forskellige fysisk, og at nogle har brug for briller, høreapparater eller en kørestol for at kunne deltage på lige fod med andre.

Den forståelse mangler vi fortsat i store dele af uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet, hvor en one size fits all-tilgang fortsat præger de rammer, mennesker møder. Konsekvensen er, at alt for mange bliver ekskluderet fra uddannelse, arbejdsliv og fællesskaber – ikke fordi de mangler evner eller ressourcer, men fordi rammerne ikke tager højde for den naturlige variation i menneskers måde at fungere på.

Det er ikke kun et samfundsøkonomisk problem. Det er også et spørgsmål om lige muligheder og om retten til at kunne deltage og bidrage på egne præmisser. Et samfund bør indrettes, så mennesker med forskellige forudsætninger har mulighed for at udvikle deres ressourcer og deltage.

Det ser vi ikke i dag. For eksempel opnår 55 % af børn og unge med ADHD ikke folkeskolens afgangseksamen i dansk og engelsk. Det er et tydeligt eksempel på, at vores nuværende rammer ikke lykkes med at understøtte alle børn og unges muligheder for at lære og trives.

Neurodiversitet handler derfor ikke om at sænke forventningerne eller skabe særordninger. Det handler om at skabe rammer, hvor flere kan udfolde deres styrker, deltage aktivt i samfundet og leve et godt liv. Ligesom biodiversitet gør naturen stærkere, er mangfoldigheden i menneskers måder at tænke, lære og løse problemer på en styrke, vi bør værne om.

Brænder du for at skrive?

Vil du gerne dele din forskning eller dine kliniske erfaringer med dine kollegaer inden for netop dit speciale? Har du en ide til en artikel, som du gerne vil udgive hos os? Send redaktionen en mail på redaktion@bpno.dk

Send mail til redaktionen
Back to top