Hvordan arbejder vi med rusmidler og psykofarmaka samtidig?

Interview: Søren Post, cand.pharm., har skrevet en bog, der giver en grundlæggende indsigt i psykofarmaka og rusmidler samt præsenterer redskaber, der kan bruges i samtaler med mennesker, som både har en psykiatrisk diagnose og et forbrug eller misbrug af rusmidler – samt med personer med blandingsmisbrug.

Når vi debatterer social ulighed og lige adgang til behandling, står det klart, at nogle af de mest sårbare grupper i det danske velfærdssystem er mennesker med psykiatriske lidelser og et forbrug eller misbrug af rusmidler (dobbeltdiagnoser) – samt personer med blandingsmisbrug.Det er en udfordring, som er mere end vanskelig at løse inden for de organisatoriske rammer, der eksisterer i dag, fortæller Søren Post i dette interview.

Søren Post, cand.pharm., har i mange år arbejdet i psykiatrien, på botilbud, rusmiddelcentre og andre institutioner, hvor han har beskæftiget sig med brugen af rusmidler og psykofarmaka. I dag arbejder han som selvstændig rådgiver i firmaet Reagens. Dette interview tager udgangspunkt i hans nye bog ’Rusmidler og psykofarmaka’, udgivet på Akademisk Forlag.

Hvad er baggrunden for, at du har skrevet en bog om rusmidler og psykofarmaka?

Jeg har gennem flere år undervist især socialfaglige medarbejdere – men også andre faggrupper, der møder personer med rusmiddel forbrug og misbrug - om forskellige lægemidler, herunder psykofarmaka, medicinhåndtering og den farmakologiske sammenhæng. I den forbindelse har jeg oplevet stor interesse og er ofte blevet spurgt, om jeg kan anbefale litteratur, hvor man kan læse mere om både rusmidler og psykofarmaka.

Der har hidtil ikke været en bog om rusmidler og psykofarmaka målrettet denne faggruppe. I stedet har de været henvist til databaser om rusmidler – fx fra Sundhedsstyrelsen – eller til andre kilder via søgninger på internettet. Her kan de finde information om de enkelte lægemidler og rusmidler, men det er meget vanskeligt at finde viden om, hvordan rusmidler og psykofarmaka påvirker hinanden i kombination. Det gælder blandt andet personer, der er i behandling for angst, depression eller skizofreni, og som samtidig anvender et rusmiddel eller en forbruger af et rusmiddel, der samtidig lider af psykiatriske symptomer.

Derfor synes jeg, der manglede en samlet fremstilling på dansk, som formidler farmakologien bag både rusmidler og psykofarmaka – fordi forskellen er i virkeligheden ikke særlig stor. Derudover ville jeg skrive i et sprog, der gør det muligt for en bred gruppe af social-, pædagogisk- og sundhedsfaglige at få grundlæggende viden i et letforståeligt format.

Hvordan fordeler forbruget af rusmidler/risikabelt forbrug sig mellem køn, alder og bopæl?

Når vi ser bort fra alkohol, er rusmiddelbrug i høj grad et ungdomsfænomen, der typisk begynder i aldersgruppen under 25 år. Mange har prøvet et rusmiddel inden 20-årsalderen, hvorefter incidensen falder. Vi ved også, at det oftest er mænd, der bruger rusmidler, og at forbruget er størst i større byer. Det forholder sig anderledes med alkohol, hvor både forbrug og misbrug er mere jævnt fordelt på tværs af aldersgrupper.

I forhold til rusmiddelbrug skelnes der mellem skadeligt forbrug og egentligt misbrug. For eksempel er der mange unge, der har prøvet eller bruger cannabis, men omfanget af skadeligt brug er ikke særlig stort.

For opioidbrugere ser billedet anderledes ud: De fastholdes ofte i et langvarigt forbrug, så selvom antallet af nye brugere er relativt lavt, er det samlede antal brugere højt over tid.

Hvilke udfordringer er der i håndteringen af personer med dobbeltdiagnose som psykiatrisk sygdom og rusmiddelbrug – og dem, der har et blandet alkohol- og rusmiddelbrug?

Den helt store problematik er jo, at vi tilbyder behandling forankret i adskilte sektorer: sundhedsvæsenet, regionale tilbud, kommunale og private aktører – alle med forskellige rammer og medarbejdere med varierende kompetencer. Siden 2007 har ansvaret for rusmiddelbehandling primært ligget hos kommunerne og er typisk baseret på et socialfagligt grundlag. Dertil har vi de praktiserende læger og psykiatrien, hvor tilgangen hovedsageligt er medicinsk og biologisk.

Det er sjældent, at alle nødvendige faglige kompetencer er samlet ét sted, og mindsettet mellem sektorerne er ofte forskelligt. Det udgør et grundlæggende problem, når man behandler borgere med komplekse dobbeltdiagnoser med så adskilte tilgange.

Samtidig ved vi, at personer med dobbeltdiagnoser ofte bliver kastet rundt mellem behandlingstilbud og ikke får behandling for begge problemstillinger det samme sted. Det er et stort problem, at ansvaret for borgeren så ofte falder mellem to stole.

Den helt store problematik er jo, at vi tilbyder behandling forankret i adskilte sektorer fra sundhedsvæsenet, herunder både regionale kommunale og private tilbud.

Hvad er udfordringen ved kombinationen af rusmiddelbrug og brug af psykofarmaka eller anden medicin?

Det gør behandlingen væsentlig mere kompleks og kompliceret. For ved brug af flere læge- og rusmidler ved vi, at det kan påvirke effekten af de enkelte midler, både ved at forstærke en effekt eller hæmme den.

Endelig vil det samtidige forbrug af flere aktive stoffer gøre det svært for brugeren at forstå, hvilke effekter der opstår, hvornår og hvorfor.

Kan du give nogle råd eller anvisninger til, hvordan praktiserende læger skal håndtere patienter med dobbeltdiagnoser og blandingsmisbrug?

Virkeligheden er, at mulighederne i mødet med personer med denne problematik ofte er begrænsede, fordi lægerne har for lidt tid i en travl hverdag med mange konsultationer. Umiddelbart vil jeg sige, at det vigtigste er at møde denne gruppe mennesker med nysgerrighed, anerkendelse og uden fordømmelse. I praksis handler det ikke om at rådgive dem om, hvad de bør eller ikke bør gøre, ligesom den praktiserende læge bør lægge sin lyst til at gøre mere i baggrunden. Den nødvendige tid til en dybere indsats findes sjældent i almen praksis, men man kan komme langt ved at udvise interesse og empati. For vi kan ikke løse disse komplekse problematikker på en konsultation på maks. 10 minutter.

Jeg mener ikke, at de mange fagligt forskellige medarbejdere i de enkelte sektorer undlader at møde personer med dobbeltdiagnoser eller blandingsmisbrug anerkendende. Men nogle gange kan de rammer, de arbejder under, medvirke til, at den enkelte borger eller patient oplever det sådan. Hvis en borger udebliver fra en konsultation uden afbud, er det ikke af "ond" mening – der kan være mange andre faktorer, som har taget over. I vores system er det ofte ikke muligt at komme to-tre timer senere samme dag, og i stedet skal der bookes en ny tid langt ude i fremtiden. Vi er nødt til at være mere fleksible både tidsmæssigt og lokationsmæssigt, for eksempel ved ikke altid at møde personen siddende bag et skrivebord.

Derudover er det vigtigt, at alle faggrupper, der arbejder med denne målgruppe, tør tale åbent om og spørge ind til både rusmidler og psykofarmaka og ikke bare forventer, at det skal være en anden faggruppe i systemet, der tager det ansvar. Det gælder især de medarbejdere, der kender borgeren bedst.

Hvordan ønsker denne gruppe mennesker, at behandlingssystemet møder dem?

Det handler om at blive mødt med forståelse, accept, værdighed, varme og empati. Behandlerne skal også acceptere, at der ikke altid findes én forklaring på, hvorfor den enkelte med dobbeltdiagnose og blandingsmisbrug agerer, som de gør. Det er min overbevisning, at der ofte er flere grunde til dette.

Det er også vigtigt, at behandleren forstår, hvorfor personen har et misbrug. Er det fordi, de oplever at få det bedre, for at komme væk fra psykisk smerte eller af andre årsager? Jeg mener, at den enkelte søger en løsning på en smerte i deres liv, men ikke helt ved, hvordan de skal håndtere den. Det er et godt udgangspunkt for behandleren at møde dette med nysgerrighed.

Når fagpersoner, pårørende og brugere mødes i en samtale præget af ligeværd og gensidig respekt, bliver der plads til at inddrage og anerkende de forskellige perspektiver og erfaringer. Det giver en mere nuanceret forståelse af brugerens situation, som kan styrke relationen til behandleren og skabe et solidt grundlag for indsatser, der kan støtte et liv med reduceret – eller helt uden – skadeligt forbrug af rusmidler eller psykofarmaka.

For at kunne gøre det på et solidt grundlag er det vigtigt, at vi har viden om de enkelte lægemidler og rusmidler, som denne gruppe anvender, og hvordan stofferne interagerer med hinanden. Det kan gøre det nemmere at stille de rigtige spørgsmål og dermed bedre forstå, hvordan den enkelte person er havnet i de udfordringer, som dobbeltdiagnoser og blandingsmisbrug medfører.