Kronik: Et system, der svigter: hvordan sikrer vi rettighederne for unge med personlighedsforstyrrelse i børne- og ungdomspsykiatrien? 

Personlighedsforstyrrelser kan diagnosticeres og behandles allerede i ungdomsårene, men i praksis undlades diagnosen ofte. Konsekvensen er forsinket behandling og fragmenterede forløb for en gruppe unge med betydelig risiko for marginalisering og langvarige alvorlige psykiske vanskeligheder. I denne kronik argumenterer vi for, at diagnostisk tilbageholdenhed ikke kun er et fagligt anliggende, men også et spørgsmål om rettigheder. I Danmark har vi vist, at tidlig intervention kan organiseres effektivt. Spørgsmålet er, om unge med personlighedsforstyrrelse gives samme mulighed?

Denne kronik er skrevet af klinisk psykolog, ph.d. Mie Sedoc Jørgensen, specialpsykolog, ph.d. Sune Bo og professor i socialret Stine Jørgensen. Synspunkterne er skribenternes egne.

For nylig publicerede vi et commentary i European Child and Adolescent Psychiatry (Jørgensen, Bo, & Jørgensen, 2026) med en klar pointe: Når unge med personlighedsforstyrrelse ikke diagnosticeres og dermed ikke tilbydes rettidig, sammenhængende behandling, er der ikke blot tale om klinisk forsømmelse, men om et brud på de unges fundamentale rettigheder som defineret i FNs børnerettighedskonvention (FN, 1989) og den Europæiske Menneskerettighedskonvention (Europarådet, 1950). 

Denne problemstilling er ikke kun et internationalt problem eller et forskningsanliggende, men bør også være en prioritet for den danske børne- og ungdomspsykiatri. Personlighedsforstyrrelser er svære psykiske lidelser, der medfører betydelig lidelse og funktionsnedsættelse for den enkelte og deres familier. WHO’s World Mental Health Surveys viser bl.a., at personlighedsforstyrrelser udgør en væsentlig del af den globale mentale sygdomsbyrde (Huang et al., 2009). Udfordringerne er allerede tydelige tidligt i sygdomsforløbet. En dansk registerundersøgelse af patienter med debut af borderline personlighedsforstyrrelse før 19 år viste, at de allerede ved 20 år havde lavere uddannelse og lavere beskæftigelse end matchede kontroller. Risikoen for ledighed og førtidspension var henholdsvis næsten 22 og 15 gange højere, og de samlede sundhedsudgifter var over otte gange højere sammenlignet med kontrolgruppen (Halling et al., 2022). Disse resultater understreger behovet for tidlige indsatser! 

På trods af dette er der i Danmark betydelig variation i, hvordan unge med personlighedsforstyrrelse mødes og vurderes i børne- og ungdomspsykiatrien. Nogle steder stilles diagnosen, og der tilbydes struktureret og målrettet behandling. Andre steder er man tilbageholdende med at stille diagnosen eller der anvendes alternative diagnoser som eksempelvis accentuerede personlighedstræk eller uspecifikke adfærdsmæssige og emotionelle forstyrrelser i barndom og ungdom, selv når der er tydelige tegn på, at den unge opfylder kriterierne for en personlighedsforstyrrelse. Hvis der overhovedet iværksættes behandling, er den ofte kortvarig og afgrænset. Denne variation er blandt andet dokumenteret i et dansk registerstudie, hvor de regionale forskelle i diagnosticering af personlighedsforstyrrelser i ungdomsårene var så markante, at forfatterne konkluderede, at forskellene ikke plausibelt kan forklares med reelle regionale variationer i forekomst, men må bero på forskelle i diagnostisk praksis (Klinkby et al., 2024). Når adgangen til diagnostik og behandling på denne måde afhænger af geografi og lokal tradition, er der tale om strukturel ulighed.

Diagnosen kan stilles validt i ungdomsårene

En udbredt antagelse i klinisk praksis er fortsat, at personlighedsforstyrrelser ikke bør diagnosticeres i ungdomsårene, fordi personligheden endnu ikke er “færdigudviklet” eller fordi diagnoserne er forbundet med stigma. Denne tilbageholdenhed har historiske rødder, men den er ikke evidensbaseret. Forskning gennem de seneste mere end 20 år har dokumenteret, at borderline personlighedsforstyrrelse kan identificeres reliabelt og validt hos unge ned til 12-års alderen (Kaess & Cavelti, 2025). Der er altså ikke tale om et nyt vidensfelt, hvor vi afventer konsensus. Fagfeltet har i mere end to årtier kaldt på forandring (se f.eks. Chanen et al., 2007). Når diagnosen på trods af dette fortsat undlades i klinisk praksis, er det derfor ikke udtryk for manglende evidens, men for systemisk inerti og svigt.

Når unge med personlighedsforstyrrelse ikke diagnosticeres og dermed ikke tilbydes rettidig, sammenhængende behandling, er der ikke blot tale om klinisk forsømmelse, men om et brud på de unges fundamentale rettigheder som defineret i FNs børnerettighedskonvention (FN, 1989) og den Europæiske Menneskerettighedskonvention (Europarådet, 1950).

Konsekvenserne af diagnostisk tilbageholdenhed

Når unge med personlighedsforstyrrelse ikke diagnosticeres, har det konkrete konsekvenser: De får ikke relevant information om deres tilstand, tilbydes ikke evidensbaseret behandling, risikoen for fejlbehandling øges, risikoen for uddannelsesfrafald og marginalisering på arbejdsmarkedet stiger og overgangen til voksenpsykiatrien bliver usammenhængende og fragmenteret. Forsinket eller manglende indsats er således ikke en neutral strategi. Tidlige symptomer på personlighedsforstyrrelse hænger sammen med vedvarende vanskeligheder og udsættelse af behandling øger risikoen for kronificering.

Prospektive data fra danske unge diagnosticeret med borderline personlighedsforstyrrelse i teenageårene viste, at kun et mindretal (16%) var remitteret fra alle psykiske lidelser fem år senere. Omkring halvdelen havde fortsat én eller flere personlighedsforstyrrelser, omtrent halvdelen modtog stadig psykoterapeutisk og medicinsk behandling, og 36 % befandt sig uden for uddannelse eller arbejdsmarked (Jørgensen et al., 2024), på trods af tidlig opsporing og behandling. 

Sammenligningen vi ikke kan ignorere

I Danmark har vi vist, at vi kan organisere effektiv tidlig intervention ved alvorlig psykisk sygdom. Gennem tilbud som Tidlig Opsporing af Psykose (TOP) samt OPUS tilbydes unge med debuterende psykose to års integreret behandling med case management, familieinddragelse og funktionelt fokus. Effekten er veldokumenteret (Posselt et al., 2021). Unge med personlighedsforstyrrelse fortjener den samme støtte!

Der findes allerede lignende initiativer rettet mod unge med personlighedsforstyrrelse. Helping Young People Early (HYPE) er udviklet og afprøvet i Australien, hvor flere kliniske forsøg har vist gode resultater (Chanen et al., 2022). Modellen er ikke mere ressourcekrævende end andre tidlige interventionsprogrammer. Den bygger på relationel klinisk behandling, integreret case management, almen og akut psykiatrisk støtte, et eksplicit samarbejdsorienteret fokus, aktivt opsøgende arbejde efter behov, inddragelse af familien samt fokus på funktionel recovery.

Ikke kun et klinisk svigt – men et rettighedsbrud

I den føromtalte commentary argumenterede vi for, at den systematiske undladelse af at diagnosticere og tilbyde behandling til unge med personlighedsforstyrrelse ikke blot er et klinisk svigt – det rejser også alvorlige rettighedsspørgsmål.

FN’s Børnekonvention (FN, 1989), ratificeret af næsten alle lande i verden, fastslår, at børn har ret til den højest opnåelige sundhedstilstand, herunder ret til forebyggelse, til at blive diagnosticeret og til at modtage relevant behandling (Artikel 24) samt at sikre at børn har adgang til information, der fremmer deres sociale, fysiske og psykiske sundhed (Artikel 17). Artikel 6 forpligter desuden stater til at beskytte børns ret til liv og udvikling. For unge med personlighedsforstyrrelse er behovet for at efterleve denne rettighed særligt akut grundet den forhøjede risiko for selvmord. Og selvmord er ikke den eneste risiko: personer med personlighedsforstyrrelse har også øget dødelighed på længere sigt som følge af dårlig fysisk helbred (Kaess & Cavelti, 2025). Disse rettigheder gælder uden forskelsbehandling af nogen art, herunder alder, handicap, diagnose eller social baggrund.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMKR) (Europarådet, 1950) understøtter samme forpligtelse, herunder retten til sundhed indenfor Artikel 8, som omhandler ret til respekt for privatliv og familieliv. I henhold til Artikel 14 kræves det, at disse rettigheder sikres uden diskrimination – for eksempel på grund af alder eller diagnose. Både FN’s Børnekonvention og EMKR pålægger staten en bindende forpligtelse til at sikre børns og unges rettigheder, med mulighed for kontrol og afgørelse ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Når unge med personlighedsforstyrrelse systematisk ikke får adgang til relevant diagnostik og behandling – på trods af veldokumenteret risiko for selvmord og langvarig funktionsnedsættelse – er det derfor ikke blot et organisatorisk problem. Det udgør også et brud på statens forpligtelse til at sikre adgang til nødvendig sundhedsbehandling. Vi taler altså ikke kun om klinisk svigt – vi taler om brud på fundamentale nationale såvel internationale rettigheder.

ICD-11: En mulighed for at handle

Implementeringen af ICD-11 i Danmark giver en historisk mulighed for at styrke området. ICD-11 indebærer et skifte fra en kategoriel til en mere dimensionel forståelse af personlighedsforstyrrelser. I stedet for adskilte typer opererer ICD-11 med én samlet diagnose, hvor vurderingen først og fremmest baseres på graden af forstyrret selv- og interpersonel funktion. Det centrale diagnostiske element er sværhedsgrad (mild, moderat eller svær), som afspejler omfanget af funktionsnedsættelse og risiko. Derudover kan klinikeren specificere fremtrædende personlighedstræk (f.eks. negativ affektivitet eller dissocialitet) samt eventuelt borderline-mønster. Modellen understøtter tidlig identifikation og harmonerer med en klinisk stadietænkning (Clarke et al., 2025), idet den muliggør graduering frem for enten/eller-diagnostik og bør således ikke bruges som argument for fortsat diagnostisk tilbageholdenhed.

Men klassifikationsændringer alene skaber ikke bedre behandling. Uden nationale retningslinjer og organisatorisk prioritering risikerer ICD-11 at forblive teoretisk, uden reel effekt på praksis – og vi risikerer samtidig at sakke yderligere bagud i forhold til den viden, vi allerede har om tidlig identifikation og behandling af personlighedsforstyrrelser.

Hvad kræver situationen nu?

En national strategi bør som minimum omfatte:

• Klar faglig og politisk anerkendelse af, at personlighedsforstyrrelser kan diagnosticeres validt i ungdomsårene.
• Nationale anbefalinger for udredning og behandling for unge med personlighedsforstyrrelse.
• Implementering af integrerede, længerevarende forløb inspireret af tidlig-interventionsmodeller.
• Struktureret overgang mellem børne- og voksenpsykiatri.
• Systematisk monitorering af regional variation.
• Målrettet investering i forskning, der kan styrke evidensgrundlaget for tidlig diagnostik og behandling, identificere risikofaktorer og prognostiske markører samt evaluere effekten af behandlingsmodeller i en dansk kontekst.

Forskere har i mere end 20 år kaldt på forandring. Evidensen foreligger. De sundhedsretlige forpligtelser er klare. Spørgsmålet er ikke længere, om vi ved nok. Spørgsmålet er, om vi vil handle?