Mindfulness i lungerehabilitering lindrer angst og depression blandt KOL-patienter

Mange KOL-patienter oplever psykiske problemer,¹ og en væsentlig andel af de patienter, der henvises til lungerehabilitering, rapporterer symptomer på angst (32%) og depression (27%) i klinisk signifikant grad.² Der foreligger ikke entydig evidens for, at lungerehabilitering i sig selv har en varig positiv indvirkning på angst og depression,³ og undersøgelser peger på, at psykiske symptomer kan forhindre patienter i at deltage i et rehabiliteringsprogram.⁴

Mindfulness-baseret kognitiv terapi (MBKT) er et standardiseret psykologisk behandlingsprogram, der har vist sig at kunne lindre såvel psykiske som fysiske symptomer ved kroniske sygdomme, eksempelvis kræft, kardio-vaskulær sygdom og kronisk smerte.⁵ MBKT fokuserer på mindfulness-træning i form af meditationsøvelser, der har til formål at fremme en ikke-dømmende opmærksomhed på kropslige, følelses- og tankemæssige indtryk i det givne øjeblik. Dette kan være særligt relevant ved KOL, da kropsligt forankrede erindringer (for eksempel vedrørende et svært tilfælde af åndenød) eller bekymringer om fremtiden (eksempelvis ”gåture giver mig åndenød”) kan være med til at initiere ”onde cirkler” af åndenød, angst, depression og immobilitet.⁶ 

Mindfulness-træningens fokus på sansninger og tanker ”her-og-nu” og understøttelse af en medfølende og venlig indstilling over for sig selv antages at kunne bidrage til at bryde sådanne uhensigtsmæssige mønstre ved KOL. Såvel MBKT som lungerehabilitering er baseret på superviseret træning og hjemmetræning (henholdsvis mindfulness-træning og fysisk træning), som leveres over en otte-ugers periode i et gruppebaseret format. Vi har på denne baggrund udviklet og afprøvet en modificeret version af det oprindelige MBKT-program, der kan leveres som supplement til lungerehabilitering med henblik på at lindre psykiske og fysiske symptomer blandt patienter med KOL.

Metode
Undersøgelsen var designet som et cluster-randomiseret kontrolleret effektstudie, hvor lungerehabiliteringshold blev fordelt ved lodtrækning til enten intervention, hvor deltagerne modtog MBKT som tillæg til lungerehabilitering, eller kontrolgruppe, som fik lungerehabilitering alene. De primære hypoteser var, at MBKT som tillæg til lungerehabilitering ville reducere psykiske symptomer målt på the Hospital Anxiety and Depression Scale (HADS)⁷ og fysiske symptomer målt på the COPD Assessment Test (CAT)⁸ sammenlignet med lungerehabilitering alene. Sekundært undersøgte vi MBKTs effekt på aktivitetsniveau målt med accelerometre og ekspressionen af inflammationscytokinerne TNF-α, IL-6, IL-8 og IL-17E fra fuldblodprøver. Undersøgelsesdeltagerne besvarede spørgeskemaer (HADS og CAT) før lodtrækningen (baseline), halvvejs gennem behandlingsprogrammet (fire uger efter baseline), lige efter behandlingsprogrammet (otte uger efter baseline), samt ved tre og seks måneders opfølgning. 

Undersøgelsesdeltagere
Patienter henvist til lungerehabilitering ved Lungemedicinsk Afdeling på Aarhus Universitetshospital i perioden 2014-2016 blev inviteret til at deltage i undersøgelsen. Vi inkluderede i alt 84 patienter (inklusionsrate: 52%; gennemsnitsalder=67,7 år (SD=7,74)) fordelt på 12 rehabiliteringshold, som blev fordelt til enten intervention (39 patienter fordelt på seks hold) eller kontrol (45 patienter fordelt på seks hold).

Intervention
Den modificerede MBKT-intervention⁹ bestod af én individuel telefonisk forsamtale efterfulgt af otte ugentlige gruppesessioner af 105 minutters varighed. Sessionernes indhold bestod af mindfulness-træning, psyko-edukation og kognitive øvelser (inspireret af kognitiv adfærdsterapi¹⁰) og blev leveret af en psykolog med træning i MBKT. Deltagerne modtog lydfiler med meditationsøvelser til brug ved hjemmetræning mellem sessionerne. Lungerehabiliteringsprogrammet strakte sig over otte uger med to ugentlige sessioner af henholdsvis 90 og 120 minutters varighed. Indholdet bestod af superviseret fysisk træning og tværfaglig patientuddannelse og fulgte Dansk Lungemedicinsk Selskabs kliniske retningslinjer. I interventionsgruppen blev MBKT-sessionerne tilføjet efter den ugentlige 90 minutters rehabiliteringssession.

Resultater
Vi fandt en statistisk signifikant (tid x gruppe) effekt på HADS (p=0,010), svarende til en medium effektstørrelse (Cohen’s d=0,62), og en nær-signifikant effekt på CAT (p=0,061, d=0,42). Deltagerne i interventionsgruppen oplevede således færre symptomer på angst og depression efter behandlingen. Den gennemsnitlige præ-post forskel på 1,91 oversteg den mindste klinisk relevante forskel for HADS (=1,5),¹¹ og effekten viste sig holdbar helt op til sidste opfølgning, seks måneder efter behandlingens afslutning (se figur 1). Med hensyn til sekundære effekter fandt vi endvidere en statistisk signifikant stigning i en inflammatorisk markør (TNF-α mRNA) i kontrolgruppen efter behandlingen (p=0,04), hvilket ikke var tilfældet i interventionsgruppen (p=0,31). Der var ingen statistisk signifikant effekt på patienternes daglige aktivitetsniveau målt med accelerometer. Yderligere analyser tydede på, at MBKT var mest effektivt for relativt yngre patienter og, at effekten af MBKT på angst og depression sandsynligvis blev faciliteret af en stigning i deltagernes niveau af selv-medfølelse (engelsk: self-compassion).