Karina Dahl Steffensen
Cheflæge Karina Dahl Steffensen har siden 2014 været leder af Center for Fælles Beslutningstagning (CFFB) på Sygehus Lillebælt/Region Syddanmark og regnes for at være et af fyrtårnene inden for området ”fælles beslutningstagning”, nationalt såvel som internationalt. Karina har indtil for nylig haft sit virke som patientansvarlig overlæge i onkologien med faste ugentlige dage i klinikken, hvor hun har anvendt fælles beslutningstagning sammen med patienterne.
Karina Dahl Steffensen er derfor yderst erfaren i anvendelse af fælles beslutningstagning på både praktisk og teoretisk niveau. Hun har udgivet mere end 120 peer-reviewed videnskabelige publikationer inden for onkologien og/eller fælles beslutningstagning. Hun er optaget i Kraks Blå Bog og sidder i bestyrelsen for Nordea-fonden og Tietgenfonden. Hun er formand for Forskningsrådet på Sygehus Lillebælt og medlem af Kræftens Bekæmpelses Videnskabelige Udvalg (KBVU-BK).