Ny forskning: Børnegrupper giver børn til forældre med psykisk sygdom et vigtigt fællesskab – men familien skal tænkes med

Børnegrupper giver børn til forældre med psykisk sygdom et trygt fællesskab og redskaber til at håndtere hverdagen, viser en ny undersøgelse fra VIVE. Den peger samtidig på, at indsatsen kan blive endnu mere effektiv, hvis hele familien inddrages.

I Danmark er det anslået, at over 300.000 børn og unge vokser op med en forælder, der har en psykisk sygdom¹. Arvelighed, skam, skyld og en opvækst præget af usikkerhed øger risikoen for, at børnene selv udvikler mistrivsel og psykiske problemer senere i livet^2-4. Samtidig er tilbuddene til denne gruppe fortsat begrænsede.

I børnegrupper får børnene mulighed for at møde andre børn, der lever med lignende opvækstvilkår, og de får redskaber til at håndtere livet med en syg forælder. VIVEs forskning viser, at mange børn oplever grupperne som meningsfulde og støttende. Samtidig peger undersøgelsen på, at børnene møder grupperne med forskellige forudsætninger, og at der er behov for i højere grad at inddrage familien^5-7.

Et trygt fællesskab 

Formålet med børnegrupperne er at give børnene et trygt rum, hvor de kan tale om deres oplevelser, dele følelser og møde andre børn i lignende situationer. I interviewene fortæller flere børn, at netop mødet med de andre børn er noget af det mest betydningsfulde ved at deltage i grupperne.

For eksempel beskriver Freja, hvordan det at møde andre børn med lignende erfaringer gav hende en følelse af ikke længere at stå alene:

Interviewer: Hvordan har det været at høre de andre børn tale om deres familier?

Freja: Det var rart, fordi jeg nogle gange har tænkt, at jeg var den eneste, der havde en mor med en psykisk sygdom […] Selvom jeg kun så dem én gang om ugen, blev de virkelig mine venner-venner.

Interviewer: Hvad betyder Venner-venner?

Freja: Det betyder, at selvom jeg ikke har set dem så meget, er de stadig ligesom mine venner. Jeg føler bare virkelig, at vi har været igennem noget sammen.

Interviewer: Og I har talt om ting eller?

Freja: Ja. Ting, som jeg ikke ville tale med mine venner i skolen om.

Interviewer: Hvordan kan det være?

Freja: Fordi de [børnene i gruppen] føler det samme som mig, fordi min mor har en psykisk sygdom, og en af deres forældre har en psykisk sygdom.

Frejas fortælling illustrerer, hvordan børnegrupperne kan skabe et særligt fællesskab baseret på fælles erfaringer. I gruppen oplever børnene, at deres følelser og oplevelser bliver spejlet af andre, som står i en lignende situation. For mange børn bliver gruppen derfor et sted, hvor de for første gang kan dele erfaringer med jævnaldrende, der ser situationen fra samme perspektiv.

Nye redskaber til at håndtere sygdommen

Undersøgelsen viser også, at deltagelse i børnegrupper kan give børnene nye måder at forstå og håndtere forælderens sygdom på.

For eksempel fortæller Lucas, at han nu bekymrer sig mindre om sin mor og i højere grad har lært at skelne mellem, hvad der hans ansvar, og hvad der er morens:

Interviewer: Er der noget, der har ændret sig for dig, mens du har deltaget i børnegruppen?

Lucas: Jeg er blevet mere energisk og gladere, fordi jeg ikke går rundt og bekymrer mig om, at min mor måske springer ud foran et tog eller sådan noget.

Interviewer: Hvorfor tror du, at de tanker ikke er der så meget længere?

Lucas: Fordi jeg ikke længere går rundt og bekymrer mig om hende. Nu føler jeg, at det er hendes liv. Jeg ved godt, at det måske lyder ondt, men det er hendes liv. Min hjernekapacitet skal ikke bruges på at bekymre mig om hende.

Lucas’ fortælling peger på, at grupperne kan hjælpe børnene med at sætte grænser for deres ansvar og reducere de bekymringer, som mange af dem bærer rundt på. 

Ikke alle børn oplever grupperne som hjælpsomme

Selvom mange børn beskriver positive erfaringer, viser undersøgelsen, at børnegrupperne ikke fungerer lige godt for alle. En af dem, som gav udtryk for, at hun ikke kunne lide gruppen, var Marie:
Interviewer: Hvordan var det for dig at deltage i børnegruppen?

Marie: Jeg kan ikke huske noget.

Interviewer: Du kan ikke huske noget. […] Hvordan var det for eksempel at høre de andre børn tale om deres familier?

Marie: Jeg kan ikke huske det, når folk fortæller mig om deres følelser.

Interviewer: Er du bedre til at huske dine egne følelser?

Marie: Nej, jeg er dårligere til at huske mine egne følelser.

Interviewer: Okay […] Så hvordan var det at tale om din familie i gruppen?

Marie: Det kunne jeg ikke lide.

Interviewer: Nej. Hvorfor kunne du ikke lide det?

Marie: Fordi jeg ikke kan lide at tale om min familie.

Maries reaktion illustrerer, at det kan være svært for nogle børn at deltage i samtaler om følelser og familieliv. Fælles for flere af de børn, som udtrykte reservationer over for gruppen, var, at de ikke tidligere havde talt ret meget med deres forældre eller andre voksne om sygdommen. 

Det kan skyldes, at forældrene selv kan have svært ved at tale om sygdommen og de følelser, der er forbundet med den, og derfor – bevidst eller ubevidst – undgår emnet for at skåne barnet eller sig selv. Det kan også hænge sammen med manglende sygdomsindsigt, hvor forælderen ikke i tilstrækkelig grad anerkender eller forstår sygdommens betydning, hvilket kan begrænse samtaler om den i hjemmet. Samtidig kan nogle forældre opleve usikkerhed omkring, hvordan de bedst forklarer sygdommen på en alderssvarende måde.

Undersøgelsen viser, at nogle børn allerede har ressourcer og erfaringer, som de kan bygge videre på i gruppen. For andre kan det være et stort skridt blot at tale om deres situation, særligt hvis sygdommen i familien tidligere har været præget af tavshed. 

Det tyder på, at børn med tidligere erfaring med, eller støtte til at tale om, sygdommen oplever et større udbytte af børnegruppen."

Konklusion

Børnegrupper kan give børn af forældre med psykisk sygdom et vigtigt fællesskab og hjælpe dem med at sætte ord på deres oplevelser. Mange børn oplever grupperne som et trygt rum, hvor de kan møde andre i samme situation og få nye måder at forstå og håndtere forældrenes sygdom på.

Samtidig viser undersøgelsen, at børnene kommer med forskellige forudsætninger, og at nogle har sværere ved at deltage i gruppens samtaler. I familier, hvor sygdommen sjældent italesættes, får børnene færre muligheder for at sætte ord på deres oplevelser og følelser, hvilket kan gøre det vanskeligere at deltage aktivt i en børnegruppe. Det understreger behovet for, at indsatsen ikke kun retter sig mod barnet, men også inddrager barnets familie.