Opdaterede europæiske anbefalinger for sygeplejerskens rolle i pleje og behandling af inflammatorisk artrit

De europæiske anbefalinger for sygeplejerskens rolle i behandling af inflammatorisk artrit blev opdateret i 2019. Anbefalingerne vejleder læger, sygeplejersker og patienter, og de fremhæver især involvering af sygeplejerskerne. Dette skal skabe tillid i hele behandlingsforløbet. Faglig undervisning af sygeplejersker fremhæves også som væsentlig og bør prioriteres.

WHO har udnævnt 2020 til ”Year of the nurse and Midwife” i anledning af, at Florence Nightingale ville være fyldt 200 år. I den forbindelse er det værd at bemærke, at European League Against Rheumatism (EULAR) i 2019 publicerede opdaterede anbefalinger for sygeplejerskens rolle i pleje og behandling af inflammatorisk artrit, herunder reumatoid artrit, spondylartropati og psoriasis artrit.¹

EULAR-anbefalinger vejleder læger, sygeplejersker og patienter om behandling og håndtering af reumatologiske sygdomme baseret på foreliggende evidens og ekspertviden. Den foreløbige oversættelse af anbefalingerne til dansk er netop sendt til kommentering blandt nationale fagprofessionelle. 

Hvad ved vi fra praksis

Sygeplejerskens rolle inden for reumatologien har udviklet sig over årene, også i Danmark. Trænede reumatologiske sygeplejersker kan varetage den ambulante opfølgning af patienter med inflammatorisk artrit, herunder vurdering af behandlingseffekt, sygdomsmonitorering og overvågning af bivirkninger.^2-4

I England har sygeplejersker længe haft mulighed for at videreuddanne sig til også at varetage medicinordination.⁵ Ved sygeplejeledet ambulant opfølgning opnår patienterne samme kontrol med sygdomsaktiviteten som ved traditionel lægelig opfølgning, og det er omkostningseffektivt – men der skal være mulighed for supervision hos en reumatolog.⁴

Derudover peger kvalitative studier på, at sygeplejersker har værdi for patienten, ved at de også har fokus på, hvordan dagliglivet med gigten påvirkes og håndteres.¹ Sygeplejersker kan endvidere sikre, at patientens risiko for komorbiditeter og vedkommendes mentale status evalueres.¹

EULAR-ekspertgruppen og dens anbefalinger

De første EULAR-anbefalinger for sygeplejerskens rolle ved pleje og behandling af kronisk inflammatorisk artrit blev publiceret i 2012.⁶ Med den aktuelle opdatering er det oprindelige systematiske litteraturreview fra 2010 gentaget med søgninger i fem databaser og efterfulgt af en tilsvarende ekspertvurdering ved en tværfaglig europæisk task-force, bestående af patienter, reumatologer og sundhedsprofessionelle (inden for sygepleje, fysioterapi, ergoterapi og psykologi) fra 17 forskellige lande.

Resultater

Den opdaterede litteratursøgning viste øget forskningsaktivitet inden for reumatologi og sygepleje, og evidensniveauet for de opdaterede anbefalinger er højere end i de oprindelige anbefalinger fra 2012.¹ Samlet set omfatter de opdaterede anbefalinger tre overordnede principper samt otte anbefalinger, som der er en høj grad af enighed om internt i ekspertgruppen (tabel 1).

Nedenfor følger en kort uddybende forklaring til hver enkelt anbefaling [1-8]. Evidensen og/eller de ekspertvurderinger, der ligger til grund for de enkelte anbefalinger, er beskrevet i den oprindelige artikel.¹

• Ad 1: Undervisning af patienter dækker uddannelsesaktiviteter målrettet både sygdommen, behandling og sundhedsfremme. Udover at øge vidensniveauet og graden af sygdomskontrol er målet at hjælpe patienter til at håndtere deres liv med en kronisk sygdom gennem individuelt tilpasset undervisning.

• Ad 2: Sygeplejekonsultationer har positiv effekt på patienttilfredsheden. Sygeplejekonsultationer beskrives som mindre faktuelle og med et støttende og vedvarende partnerskab, der bidrager til følelsen af øget sikkerhed og tryghed, sammenlignet med udelukkende at modtage lægekonsultationer.

• Ad 3: Sygeplejersker udfylder en væsentlig rolle i treat-to-target-principperne, hvor kontakt til en sygeplejerske sikrer hjælp og støtte til at håndtere gigten. Kontakten kan ske telefonisk eller virtuelt og behøver ikke nødvendigvis være faciliteret ved fysisk møde.

• Ad 4: En meta-analyse konkluderer, at opfølgning hos en sygeplejerske er mindst lige så effektiv som lægefaglig opfølgning. Effektiv sygdomshåndtering med involvering af sygeplejersker kan samtidig bidrage til en mere omkostningseffektiv pleje og behandling.

• Ad 5: Mennesker med gigt oplever ofte uligevægt, angst og depression, hvilket kan have en betydelig negativ effekt på deres fysiske velvære og psykosociale færdigheder. Sygeplejersker skal vurdere psykisk sundhed og sociale problemstillinger, for at angst og depression kan håndteres bedst muligt.

• Ad 6: Self-efficacy (tiltro til egen evne til at håndtere konkrete problemstillinger) er tæt forbundet med patienters evne til self-management, og er essentielt for patienter, for at de kan bevare styringen i deres eget liv på trods af gigtens uforudsigelighed.
At støtte patienter til self-management er en fælles opgave i det sundhedsprofessionelle team, hvor information og traditionel patientuddannelse nødvendigvis skal udvides med aktiviteter, der støtter self-management. Sygeplejeinterventioner kan forbedre patientens self-efficacy og kan blandt andet støtte nødvendige livsstilsændringer samt vedligeholde og udvikle patientens tro på egen evne til at håndtere specifikke problemer.

• Ad 7: Gennem struktureret træning kan sygeplejersker tilegne sig færdigheder til at håndtere opgaver, der traditionelt er varetaget af for eksempel læger eller fysioterapeuter. Det gælder blandt andet undersøgelser af led og muskler, identifikation af tegn på inflammatorisk gigt, og at kunne identificere afvigelser fra det normale.

Reumatologiske sygeplejersker mangler dog forståelse for treat-to-target-principperne, og oplever usikkerhed ved ledundersøgelser, rådgivning om DMARDs, fysisk aktivitet og håndtering af bekymringer i forhold til seksualitet. Derfor er der behov for, at reumatologiske sygeplejersker kontinuerligt har adgang til og ikke mindst gennemfører specialespecifik træning og videreuddannelse.

• Ad 8: Udvidede og avancerede roller omfatter et bredt spektrum af sygeplejeaktiviteter med afsæt i de komplekse behov, som patienter med inflammatorisk artrit oplever. Selv om denne anbefaling er uændret fra 2012, er evidensniveauet imidlertid blev øget betydeligt på baggrund af to meta-analyser, der viser effektiviteten af sygeplejeledet opfølgning.

Konklusion

Overordnet fremhæver de opdaterede anbefalinger, at det er vigtigt at involvere sygeplejersker i pleje og behandling af patienter med inflammatorisk artrit. Reumatologiske sygeplejersker kan i høj grad bidrage med en selvstændig rolle – også gennem telehealth, hvilket giver nye muligheder for tilgængelighed og bæredygtige sundhedsydelser.

Personcentreret pleje og partnerskab med patienter er vigtige dimensioner, der bliver bekræftet med værdien af tillid og involvering af sygeplejersker i hele behandlingsforløbet. Anbefalingerne understreger imidlertid også, at faglig undervisning og udvikling blandt reumatologiske sygeplejersker er væsentlig og skal prioriteres både politisk, nationalt og på de enkelte hospitaler.