Medicinsk rygestopbehandling af patienter med kronisk obstruktiv lungesygdom
Et nyligt studie har fundet, at kun 18% af unge patienter med KOL havde indløst recept på rygestopmedicin i løbet af en 7-årig periode.
Den ledende årsag til udviklingen af KOL er rygning. Rygestop er derfor essentielt for at forebygge udviklingen af KOL, men rygestop er desuden essentielt i forebyggelse og behandling af en lang række øvrige kroniske sygdomme. Trods massiv viden om de sundhedsskadelige konsekvenser ryger ca. 30-40% af patienter med moderat/svær KOL fortsat.1,2 Rygestop er en af hjørnestenene i behandlingen af KOL. Effekterne af et rygestop er bl.a. nedsat følelse af åndenød, mindre tab af lungefunktion, færre indlæggelser med luftvejsinfektioner, øget livskvalitet og nedsat dødelighed.3
Yngre patienter med KOL
Rygestop er særlig vigtigt blandt yngre patienter med KOL. Man formoder, at lungerne hos unge patienter med KOL er særligt sensitive over for tobaksrøg, eftersom deres lunger har taget skade allerede i en ung alder.4 For at forhindre yderligere accelereret lungefunktionstab er rygestop derfor altafgørende hos disse patienter.5
Rygestopbehandling
Der findes overordnet tre rygestopstrategier:
- rygestop uden ekstern hjælp
- rygestop vha. professionel vejledning/terapi og
- rygestop vha. anvendelse af rygestopmedicin.
Den mest effektive rygestopbehandling er farmakologisk behandling, særligt hvis medicinen kombineres med professionel vejledning/terapi.6,7 På trods af dette er der i Danmark ikke offentligt tilskud til rygestopmedicin. Som det er i dag, er det kun særlige grupper, der i visse perioder i udvalgte kommuner kan få økonomisk støtte til rygestopmedicin.
I studiet, der ligger til grund for en nyligt publiceret artikel – ”Pharmacological smoking cessation of adults aged 30-50 years with COPD” – undersøgte vi, i hvilket omfang mennesker med KOL gjorde brug af receptpligtig rygestopmedicin.8
Et nationalt, retrospektivt registerstudie
Vi udførte et nationalt, retrospektivt registerstudie. Vi identificerede alle patienter med KOL i Danmark mellem 30 og 50 år i perioden 2009-2015 (N = 7.734). Patienterne blev matchet med to kontroller uden KOL mht. alder, køn og geografi. Information om indløsning af recepter på rygestopmedicin (nikotinpræparater, bupropion og vareniclin) blev registreret. Det primære udfald var indløsning af en eller flere recepter på rygestopmedicin. Rygestatus for både cases og kontroller var ukendt.
18% indløste en recept på rygestopmedicin i perioden 2009-2015
KOL er en diagnose med en social slagside. Det bakkes op af vores studie, der finder markant nedsat sandsynlighed for at være i arbejde og for at have en videregående uddannelse, hvis man har en KOL-diagnose. Tabel 1 viser, at 82% af kontrollerne var i arbejde, mens tallet kun var 43% iblandt casene. Med hensyn til civilstatus var kun 48% af casene gift/samboende, mens tallet var 71% iblandt kontrollerne.
Tabel 2 viser, hvor mange mennesker der indløste en recept på rygestopmedicin i løbet af perioden 2009-2015. Vi fandt, at 18% af patienter med KOL i alderen 30-50 år indløste en recept på rygestopmedicin i perioden. For kontrolgruppen var det kun 3%, der indløste en recept på rygestopmedicin i samme periode. Tallene skal ses i lyset af en rygeprævalens hos patienter med KOL på 30-40% og hos kontrolgruppen på 23%.9
Blandt kvinderne med KOL var der 21%, der indløste en recept på rygestopmedicin, mens det samme kun gjorde sig gældende for 16% af mændene. Yderligere data inklusive underinddeling af de forskellige typer af rygestopmedicin kan findes i originalartiklen.8
Konklusion
Vi fandt, at kun 18% af patienter med KOL mellem 30 og 50 år indløste en recept på rygestopmedicin i løbet af perioden 2009-2015. Mandligt køn var en faktor, der reducerede sandsynligheden for at indløse en recept på rygestopmedicin. Der er plads til og behov for væsentlige forbedringer i den rygestopbehandling, der tilbydes patienter med KOL. En del af løsningen kunne være at gøre receptpligtig rygestopmedicin tilskudsberettiget.
-
Oprindelig publikation og medforfattere
Denne artikel er et resume af artiklen “Pharmacological smoking cessation of adults aged 30-50 years with COPD” som er udarbejdet i samarbejde med Ole Hilberg, Rikke Ibsen og Anders Løkke:
Andelius DK, Hilberg O, Ibsen R, Løkke A. Pharmacological smoking cessation of adults aged 30–50 years with COPD. npj Prim Care Respir Med. 2022;32(1):39. DOI:10.1038/s41533-022-00301-y
-
Referencer
- Regions of Denmark. DrKOL Dansk register for Kronisk Obstruktiv Lungesygdom – National årsrapport 2018 [Danish Register of COPD. – National rapport 2018]. Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram. https://www.rkkp.dk/kvalitetsdatabaser/databaser/dansk-register-for-kronisk-obstruktiv-lungesygdom/resultater/. Published 2018. Accessed November 10, 2021.
- Tøttenborg SS, Thomsen RW, Johnsen SP, Nielsen H, Lange P. Determinants of Smoking Cessation in Patients With COPD Treated in the Outpatient Setting. Chest. 2016;150(3): 554-562. DOI:10.1016/j.chest.2016.05.020
- Godtfredsen NS, Tønnesen P. Rygestop og KOL [Smoking cessation and COPD]. Ugeskr Laeger. 2013;175(18): 1266-1269.
- U.S. Department of Health and Human Services. Preventing Tobacco Use Among Youth and Young Adults: A Report of the Surgeon General. 2012:table 2.1a. https://www.ncbi.nlm.nih.gov/books/NBK99242/.
- Anthonisen NR, Connett JE, Kiley JP, et al. Effects of Smoking Intervention and the Use of an Inhaled Anticholinergic Bronchodilator on the Rate of Decline of FEV1: The Lung Health Study. JAMA J Am Med Assoc. 1994;272(19): 1497-1505. DOI:10.1001/jama.1994.03520190043033
- Tønnesen P. Smoking cessation and COPD. Eur Respir Rev an Off J Eur Respir Soc. 2013;22(127): 37-43. DOI:10.1183/09059180.00007212
- Cahill K, Stevens S, Perera R, Lancaster T. Pharmacological interventions for smoking cessation: An overview and network meta-analysis. Cochrane Database Syst Rev. 2013;2013(5):N.PA-N.PA. DOI:10.1002/14651858.CD009329.pub2
- Andelius DK, Hilberg O, Ibsen R, Løkke A. Pharmacological smoking cessation of adults aged 30–50 years with COPD. npj Prim Care Respir Med. 2022;32(1):39. DOI:10.1038/s41533-022-00301-y
- Danish Health Authority. Danskernes Rygevaner 2015 – udvalgte resultater [Smoking habits in Denmark 2015 – selected results]. 2015:19-20. https://www.sst.dk/-/media/Nyheder/2016/Faktaark-Danskernes-rygevaner-2015—udvalgte-resultater.ashx?la=da&hash=93F60BD51081161D91C669692825A06B9A4F80ED.
-
Interessekonflikter
Ingen.
Brænder du for at skrive?
Vil du gerne dele din forskning eller dine kliniske erfaringer med dine kollegaer inden for netop dit speciale? Har du en ide til en artikel, som du gerne vil udgive hos os? Send redaktionen en mail på redaktion@bpno.dk
Send mail til redaktionen